Velkommen til Østen Om

Artikel bragt i IKON – tro i dialog nr. 83, juli 2013

Troskaben bag familiens normalitet

Af Ele Bonde

Familien er en afgørende kilde til liv for den enkelte, men også et sted, man kan føle sig unormal, når man vælger anderledes end familien. Alligevel skal man søge tilbage til ens oprindelige kilde, familien, før man kan drage videre ud og finde sin egen vej.

Jeg forestiller mig dig, der ønsker at finde en anden kilde til dit liv og vælge en anden tro eller livsanskuelse som livsgrundlag. Du mærker en uro i dig, og jeg forestiller mig, at du på den ene side føler dig unormal – som en følelse af at være forkert - i forhold til din familie eller religiøse gruppe. Og at du på den anden side ønsker at være unormal, fordi der er en protest i dig, og du ønsker at lægge afstand til din familie eller religiøse gruppe og komme væk derfra. Samtidig kommer der en spænding mellem dig og din familie eller religiøse gruppe; vrede, frustration, sorg. Du er kastet frem og tilbage mellem følelsen af at være din bagrund utro og din længsel efter noget andet.

Hvordan kan du gå videre herfra? Skal du kappe forbindelsen og finde ind til dit hjerte og gå dine egne veje, hvor du kan trække vejret og føle dig i live igen? Hvem, som holder af dig, skulle sige dig imod? Det gør jeg – måske. Så læs roligt videre, hvis du vil siges imod.

Vi har brug for at høre til det system, vi er rundet af, før vi kan gå nye veje i frihed. Den første sammenhæng, det første system, vi bliver placeret ind i, er familien. Dermed er familien det system, der virker stærkest i os. Dernæst kommer de andre systemer, vi har tilknytning til, som f.eks. en religiøs gruppe, en kultur, en landsby, en skoleklasse, en arbejdsplads og lignende. Jeg vil sige noget om sammenhænge i familien, fordi jeg er overbevist om, at den måde, vi tror på, har en sammenhæng med vores familie. Hvad vi kan tro, eller hvad vi ikke kan tro, hvad der umiddelbart gør os godt, eller hvad der giver os kvaler, hvad vi lægger vægt på, og hvad der betyder noget særligt for os, kan alt sammen på en eller anden måde hænge sammen med vores familie.

Det erfarer vi i den terapeutiske familieopstilling, som er en systemisk fænomenologisk metode til at forsone sig med sin baggrund, sit liv, og sine medmennesker. Arbejdet med disse opstillinger og fokus på at se den enkelte forbundet med systemet, har givet forbavsende indsigter, som mennesker umiddelbart kan finde en mening i og som kan lære dem forsonet og vågen at tage deres liv på sig.

Familiesystemet er en meget fintfølende størrelse, hvor medlemmerne er forbundet med hinanden på kryds og tværs. I dets dybe oprindelse gør systemet godt for dets medlemmer. For alle familier er der grundlæggende ting, der føles rigtigt – og tilsvarende forkert, hvis de ikke fungerer. Det væsentligste grundlag er, at alle må regnes med, og hver især må medlemmerne have og indtage deres rette plads. Et andet grundlag er, at vi dybt inde hjælper vores familie med alt, hvad vi kan. Som regel er det noget, som vi kun sporadisk er bevidst om. Disse grundlag sørger for, at vi ikke er frit svævende i universet, men at vi hører til et sted og knyttes til slægtens vandåre. Det er valgt for os. Vi kan ikke vælge det ”at høre til” fra. Derefter er det op til os at forædle evnen til at være i relation og samtidig at udfylde og udvikle den særegne plads, vi har fået her i livet.

Det vanskelige ved det er, at vi, mens vi forbinder os, kommer til at indvikle os i hinanden – eller forkludre os i den forstand, at der f.eks. kommer kludder i, hvad der er vores rette plads. Er en søn netop sin mors søn, eller har han på sjæleplan mere indtaget moderens fars plads for at imødekomme et behov, han mærker? Vi forkludrer os alle, der er kun forskel på, hvordan og hvor meget. Forkludringen hører ligesom med til pakken. Den kommer af, at vi følelsesmæssigt gør, hvad vi kan for at hjælpe de medlemmer, der har været udsat for så svære ting, at de ikke magter at forholde sig til det. Yngre medlemmer bærer ældre medlemmers traumer, sorg, savn og skyld og forsøger f.eks. stedfortrædende at være den person, det ældre medlem savner. Vi bærer på andres ubearbejdede følelser for at hjælpe dem.

Det ubearbejdede og uforsonede, krænkelser og skyld forsvinder ikke ud af systemet, det er ikke ude af verden, og det vil kunne mærkes i systemet i fire generationer, derefter fortoner det sig. Det erfarer vi i praksis. I Bibelen finder vi tilsvarende følgende konstatering: Det onde og svære vil mærkes i fire slægtled. Velsignelsen vil mærkes i tusind slægtled. (2 Mosebog 34,7)

Velsignelsen varer længe, hvem ved, om den ikke varer for altid. Når noget bliver forsonet, mærker vi, hvor meget ømhed medlemmerne i en familie har for hinanden. Velsignelsen og kærligheden går begge veje. Den flyder fra de ældre til de yngre og fra de yngre til de ældre. De yngre ønsker at fortælle de ældre med hele deres væsen, at de holder af dem. Den måde, de proklamerer deres kærlighed på, er bl.a. ved at gøre ting og ved at have det på samme måde, som de ældre. F.eks. vælger de at have det på samme måde med tilværelsen. Ubevidst og indirekte siger de til forældrene: ”Kære mor og far, jeg gør som jer!” Vi gør, tænker og føler som vores forældre for på den måde at give dem vores accept, proklamere vores kærlighed og føle os forbundne med dem. Det føles rigtigt, og vores samvittighed kan plage os, hvis vi ønsker at have det på en anden måde.

Det er kærlighed og også en vis grad af forkludring. Det mærker vi, når det tidspunkt kommer, hvor vi spørger os selv, hvem vi egentlig er, fordi der er noget, der ikke føles rigtigt mere. Mange forkludringer opløses glidende hen ad vejen, og vi finder efterfølgende et andet udtryk for forbundenhed. Også når ældre medlemmer gennem årene bliver i stand til at tage sig af deres egne uforsonede forhold, kan yngre give slip og leve mere frit og leve sig mere ind i deres egne liv.

En forkludring bliver kun et problem, hvis den ikke opløses og kludres ud i tide og vi mærker, at vi ikke bare kan give slip på at gøre som dem på et tidspunkt, hvor vi gerne vil føle, tænke og handle på en anden måde, og vi oplever, at de gamle vaner er belastende.  

Når forløsningen ikke sker glidende, og vi støder på sådan en hårdnakket forkludring, er vores instinktive impuls at tage afstand og fjerne os fra dem, vi er forkludret med, for vi kan ikke trække vejret, vi kan ikke leve vores eget liv, vi føler os ikke (og bliver heller ikke) set som dem, vi er, og det gør ondt at mærke smerte, sorg og afsavn. Vi ønsker at gøre ting anderledes end dem, og vi vil vride os løs af de belastende vaners greb. Vi gør det ved at tage afstand.

Nu kommer jeg tilbage til dig – den person, jeg forestiller mig – som ønsker at finde en anden kilde til dit liv og vælge en anden tro eller livsanskuelse som livsgrundlag. Jeg ønsker for dig, at du betænker de dybe sammenhænge af forbundenhed. Jeg håber for dig, at du kan finde nye græsgange på en måde, hvor du samtidig holder vandåren til din slægt – forbindelsen til de dybe kilder i din slægt – åben og at du i det hele taget søger at finde dybere ned i slægtens kilder. 

Jeg ønsker ikke for dig, at du tager til Nordpolen for at bo i en iglo eller til regnskoven, hvor du bosætter dig i et træ helt for dig selv. Jeg er klar over, at det kan være et vigtigt og nødvendigt første skridt at vride sig løs med voldsomhed, og du vil også i første omgang opleve det som en lettelse. I længden vil det dog ikke have forandret særligt meget. Følelser, tanker og vaner vil følge med.  

Historien om brøndene

Jeg vil fortælle en historie. En fantastisk lille historie om nogle brønde – henholdsvis Abrahams brønd og hans søn Isaks brønd. (1 Mosebog 26) Kort fortalt skete det, at Abraham havde bosat sig i det fremmede med sit folk, fordi der var opstået hungersnød i deres egn. Han gravede brønde og levede dér i nogle år, og tog så hjem igen. Det samme gjorde hans søn Isak, da der igen var blevet hungersnød. Han tog til det samme sted, og dér fandt han sin fars brønde og gravede dem fri, før han fandt en ny vandåre og gravede sin egen brønd i det åbne land. Om den nye brønd sagde han, at Gud havde skaffet ham plads.

Hvorfor var den historie for så vigtigt, at den måtte fortælles? Jeg tror, at historien i billeder netop fortæller om den proces, det er at finde til nye livskilder. Isak led hungersnød, og det fortælles, at hungersnøden var en anden end den, der var på Abrahams tid. Jeg tænker, at det også handler om hungersnød på et sjæleligt plan. Abraham oplevede en anden hungersnød end Isak, som på sin måde ledte efter gode forhold til livsudfoldelse for både sig selv og sin familie. Han gik dog den samme rute, som Abraham gik, og han havde tilmed den samme angst som Abraham og forsøger at tackle angsten på nøjagtig samme måde, som Abraham gjorde. Abraham sagde i sin tid til filisterkongen Abimelek i Gerar, hvor han ønskede at slå sig ned, at Sarah, hans kone, var hans søster. Det gjorde han af angst for at blive stået ihjel, for Sarah var smuk. Med andre ord var han bange for, at der ikke ville være plads til ham i det fremmede – at man ville rydde ham af vejen. Dengang gik det galt, for filisterkongen var ved at tage Sarah til hustru. Det var en lang og besværlig proces at få udredt det igen. Senere kom Isak til Gerar og gjorde nøjagtig det samme med sin kone Rebekka, og Abimelek var endda stadigvæk konge. Denne gang opdagede kongen det hurtigere, og han sendte Isak længere væk, ligesom han gjorde med Abraham. Isak gik så hen til den egn, hvor hans far havde gravet brønde, og han begyndte med at lægge de tildækkede brønde fri igen. Det giver mening at forestille sig, at han også åndeligt set lægger sin fars brønde fri. Han grunder over sin fars livskilder, og idet han kerede sig om brøndene, proklamerede han samtidig sin kærlighed til sin far. Derefter fandt han selv vandårer og gravede brønde, men to gange opstod der kamp og strid om vandet med de lokale folk. Hver gang gik Isak videre og lod så at sige striden ligge. Den tredje brønd, han gravede, blev der ikke nogen strid om mere. Her slog han sig ned, og han og hans familie fik et område med gode muligheder for livsudfoldelse. Abimelek besøgte ham endda, og de to beseglede en fredspagt med hinanden. Isak blev sin angst kvit, han havde ikke behov for at være på vagt mere. I sin tid sluttede Abimelek og Abraham også en fredspagt, men Abraham beholdt en mistro over for Abimelek, idet han beskyldte ham for at have stjålet nogle brønde.

Abraham levede med en angst, som han gav videre til sin søn. Til gengæld lærte Isak positivt af sin far at have mod til det fremmede og at se vandringer i det fremmede som noget vigtigt i forhold til sin vandring med sin Gud og sin vandring som menneske. Det var én af slægtens kilder. Da Isak blev fri for sin angst, blev den livskilde, det var at gå i det fremmede, endnu klarere og kraftigere. Han kunne midt i det fremmede føle, at der var en plads til ham, som han udtrykte det: ”…for Herren har skaffet os plads.”   

Den gode proces, som vi ser den i familieopstillingerne, er med Isaks eksempel følgende: Han tager sig af sin angst ved at komme på sporet af den i slægten. Idet han graver brønden fri, vender han sig mod sin far og går i samtale med ham og rydder stenene væk en for en. En af stenene handler om, at han har båret sin fars angst. Det afgørende for Isak er nu at erkende, hvordan han har æret sin far på den måde. Han har elsket og æret ham simpelthen ved at han har fået det på samme måde, og så har han samtidig båret med på den angst, Abraham ikke kunne greje. Herfra går det nemt for Isak at give slip på angsten og give den tilbage til ophavet. Det sker, da han opgiver kampen om to af de nye brønde.  

En tid til at bære og en tid til at give tilbage

Jeg sagde i begyndelsen, at den naturlige og for den sags skyld normale reaktion er at tage afstand fra det, vi vil slippe af med eller ud af. Jeg har her beskrevet det modsatte, nemlig, at vi netop må gå derhen og hilse det bevidst velkommen. Det vil føre os til den kærlighed, som befinder sig i kernen af vores fortvivlelse. Processen gør ondt. Ikke mindst erkendelsen af, at det, der måske har smertet i os i mange år, bunder i vores trofasthed mod vores familie. Alligevel er det vejen. Derfra gælder det om at opbygge en respektfuld holdning over for de ældre og en anerkendelse af, at det svære hører med til deres værdighed.

Disse processer kan på mystisk vis åbne kilderne for os, både familiens kilder og nye. Når vi har indtaget vores rette plads – f.eks. som barn og kun som barn – og vi bevidst mærker vores tilhørsforhold som dem, vi er, er det let at sige til de ældre: vi er stadigvæk forbundne, også når jeg nu går nye og egne veje.

Kære du, jeg forestillede mig, at du på din vej væk fra noget og hen til noget andet føler dig unormal. Når du finder adgang til din slægts kilder, før du går videre, vil du sandsynligvis føle dig normal igen, fordi du mærker, at du hører til. Og du vil sandsynligvis også føle dig normal på trods af din forskellighed fra det andet eller de andre, fordi du har fundet friheden til at være forskellig.