Velkommen til Østen Om

Du er her: 

Tavs viden mellem NU og NU

Det stormer. Jeg kigger ud på den og har ikke lyst til at gå ud og mærke stormen rive i mig. Jeg har nok i at se og høre den - det i sig selv fanger min opmærksomhed på, hvad der sker der ude.

Selv om en storm er kraftig, er den ikke konstant lige kraftig hele tiden. Jeg hører den rytmiske susen, kigger ud på træerne og det åbne landskab, der strækker sig langt, og kan følge vinden… se den bevæge sig fra træ til træ… se den komme og gå. Et vindstød når ikke træerne på samme tid og forlader dem ikke på samme tid. Træerne står stille - får en pause på skift.  Nogen gange er pausen meget kort. Andre gange er den næsten ikke til at få øje på, fordi der er så meget røre i det hele. Men pausen er der. Tavsheden.

Måske varer et vindstød tre sekunder eller fem… højest ti måske, en ind- og udånding lang. Og så kommer der en pause. Jorden, havet, luften, tanker, oplevelser. Alt har en rytme. Eller alt opleves i fraser, som er meningsgivende, og som måske varer mellem tre og ti sekunder. Det er der blevet forsket i, men det kan også mærkes. Og mellem fraserne er pausen, som vi kun af og til opfatter. Men det er pausen, der er det spændende. En pause kan rumme evigheden. Enhver pause har muligheden for forandring i sig. En pause, som måske ikke er en pause, men en fylde, som rummer usigelig megen tavs viden, sammensat af uendelig mange oplevelser af tre sekunders fraser. Det er usigelig viden, for så snart vi sætter ord på det, tabes det meste af det.

Omvendt har vi brug for ordene for at gøre den tavse viden brugbar. Det er også i det øjeblik, hvor den tavse viden dukker op i bevidstheden, at vi kan gribes af kairos, af et øjeblik, der slår ned i os og slår ned i tidens gang og kommer med noget nyt. Slår ned i den tidens gang, der ikke kun har evigheden med sig, men også en masse ragelse, der med tiden har mistet sin gavnlige værdi. I et kairos-øjeblik slipper vi noget af det, vi lader det simpelthen ligge og blive til muld og griber et stykke evighed i stedet.

Vi behøver ikke at bekymre os om kairos, den kan ikke fremmanes. Men vi kan søge stilheden i pauserne og være opmærksomme på nuets øjeblik, eller vi kan søge ind i opmærksomme fællesskaber. Nogen gange går vejen over besværlige og udmattende ord, som vi deler med hinanden, andre gange kan et opmærksomt fællesskab med ét rumme en tavs viden sammen, og derved er der noget afgørende, der bliver sagt.

Til kursusoversigt