Velkommen til Østen Om

Du er her: 

Tåge

Det er tåge udenfor mit vindue. klokken er ikke mange, og tågen giver denne hemmelighedsfulde stemning der kommer, når noget bliver skjult en smule. På turen gennem den våde og duftende skov for lidt siden måtte jeg ufrivilligt bryde mange fine spindelvæv. Vævene ses så tydeligt i oktober, træerne er fulde af dem. Stemningen gør mig meget stille. Jeg kan se ned på engen gennem træerne, de træer og den eng, jeg kender så godt. Men nu skjuler tågen meget for mig. Mærkeligt nok fremkalder denne stemning af noget skjult en dybde i mit indre, en følelse af, at hvælving følger efter hvælving, at der kan åbne sig rum efter rum ud i det uendelige. Det er tågen, der minder mig om det, jeg ikke kan se, minder mig om, at der er meget, jeg ikke kan se og erkende. Og det føles godt. Jeg synker ned i den velgørende dybe stilhed, den slags, hvor det er nemt at slippe tankerne og have et vidt åbent sind. Hvælving på hvælving. Fylde.

Mærkeligt. Det hemmelighedsfulde, noget, der ikke ses klart, resulterer i oplevelsen af fylde.

Samme oplevelse får jeg ofte, når vi til familieopstilling har stillet en families slægt med mennesker, der stedfortrædende står for de forskellige i slægten. Der er behov for at løse knuder og forviklinger. Og pludselig får vi denne fornemmelse af at se noget og dog ikke at se det. Fornemmelsen af, at der er hvælving bag hvælving. I de øjeblikke kan forløsningen og forsoningen falde på plads.

Vi børn har behov for at vide. Det er rigtigt, og dog er det ikke så enkelt. Når vi er forviklet og forkludret med vores slægt, så har vi nogle bestemte billeder af den ene og anden, og der er stærke følelser knyttet til. Billederne er ofte meget tydelige og "flade". Det er vores smerte eller vores behov for forløsning, der driver billederne frem, og det er forståeligt. Men billederne er fastfrosne.

Vi børn af vores slægt har en stor viden, vi ikke har adgang til. Vi har behov for, at noget kommer frem i lyset. Det har stor betydning for os, når den viden forløses, som når vi i familieopstilling sætter ord på frygtelige og dybt gode ting. Ved at sætte ord på det ene og andet og ved at ruske op i de fastfrosne billeder, får vi adgang til den viden, vi er gået rundt med gennem mange år. Det er godt, og det løsner op.

Og så sker der noget, som hører til den virkeligt dybe forløsning: Vi støder på tågen. Vi aner noget af et familiemedlems væsen. Vi aner den hemmelighed, der ligger til grund for det menneskes liv. Og vi ved, at vi kun får lov at ane det. Til gengæld er det så også vigtigt, for vi mærker, hvor lidt vi kan begribe og forklare, endsige dømme. I det øjeblik kan vi både give slip og vokse ind i vores eget liv, vores egen tåge, som er vores egen og dog hænger sammen med slægtens hemmelighed.

Josef fra biblens første bog oplevede denne tåge, da hans far Jakob lå for døden og Josef var kommet med sine to børn, Manasse og Efraim, for sidste gang. Jakob ville lægge sine hænder på Manasse og Efraim, som skik var, for at velsigne dem, og de to børn stod klar, Manasse ud for Jakobs højre hånd og Efraim ud for Jakobs venstre hånd. Den førstefødte fik efter skik en anden velsignelse end de næstfødte. Men Jakob krydsede hænderne og lagde højre hånd på Efraim. Josef protesterede, men så forstod han, at Jakob var ved at fortælle ham noget, som har betydning for, at han kan komme til at forstå sit liv. Sådan var det dengang. Disse lejligheder blev brugt til at give klarhed og forsoning.

Jakob, som var nr. 2 barn, snød sig i sin tid til at få den førstefødtes velsignelse. Hans far Isaak var blind på det tidspunkt. Med denne gestus nu fortæller han Josef, at nøglen til Josefs lidelse - han blev solgt af sine brødre, fordi Jakob elskede ham mere end de andre - ligger her. Historien fortæller, at Isaak elskede Jakobs bror mere end Jakob. Og hvem ved, om denne splittelse i Josefs farfars sind kan føres helt tilbage til hans oldefar, Abraham.

Her anes hvælvinger, som vi må have lov at se ind i, men lige så vigtigt er det, at de forbliver liggende i tåge. På den måde finder vi tilbage til vores eget liv. Men det er også vigtigt af en anden grund: Dybt ind gennem enhver hemmelighed, enhver hvælving på hvælving, enhver tåge, kan vi fornemme hemmeligheden bag alt, Gud.  

Tågen fortæller os om det uudgrundelige. Uden tåge ville vi leve i en skinklar fastfrossen verden. Med det vil jeg ønske jer tågefulde efterårsmorgener.  

Til kursusoversigt

Tilbage til nyhedsbrevet