Velkommen til Østen Om

Du er her: 
Akeleje og oregano på spadsertur. Imens må ideen om grusvej vente...

Resonanz

Temaet for årets åbne uge på Østen Om var ”Resonans og fællesskab”. Resonans er et ord, som er oppe i tiden og beskrevet med en udvidet forståelse af bl.a. den tyske sociolog Hartmut Rosa. Han sammenfatter selv sit budskab i bogen ”Resonanz” med sætningen: ”Hvis acceleration er problemet, så er resonans måske løsningen.”

Ordet resonans skal komme os til hjælp i vores tid, hvor acceleration i hvert fald er et problem. Vi har brug for ord, når vi er kørt fast; at genoplive gamle ord eller give dem nyt indhold eller finde på nye. Sådan har det altid været, og resonans, sådan som Hartmut Rosa beskriver det, har allerede til alle tider været en vigtig del af løsningen på tidernes problemer. I hvert fald ifølge Bibelens beskrivelser om menneskets vej. Det, der dog også er skræmmende og kendetegnende for Bibelen, når der er brug for resonans som løsning, er beskrivelserne om, hvordan Gud lukker alle sanser.

Vi skal se, men intet erkende; høre, men ikke fatte noget, og hjertet skal blive så indhyllet i fedt, at det ikke kan give genklang eller være resonant for noget. Da profeten i Esajas bog kap. 6 spørger Gud, hvor lang tid det skal vare, svarer Gud: indtil der i mennesker kun er en egetræsstump tilbage. I den vil der være hellig sæd.

Der males billeder om, at vi så let som ingenting bringes væk fra det vigtige i livet. Det er en dynamik, der vil fortsætte, så længe verden består, for det, der bringer os væk fra det vigtige, får jævnligt nye ansigter eller skalkeskjul. Vi er i en spændende tid, hvor en sociolog som Hartmut Rosa beskriver tidens udfordringer og bagefter peger på en løsning, som også er beskrevet i Bibelen. Der er megen fragmentering i vores tid, men der er også meget, der på en ny måde kan komme sammen.

Et af skalkeskjulene i vores tid er, at vi kan så meget. Det kan gå godt, og vi kan nå så meget alene eller sammen med andre, at det går hu hej i en vældig fart. Videnskaben har bevist, at selv to tørretromler, der står ved siden af hinanden, svinger efter et stykke tid i samme fart og rytme, selv om de begyndte forskelligt og er af forskellig fabrikat.

Farten kan være fascinerende. Og det vi kan, giver os fascinerende muligheder. Men når vi tørretromler i takt, kan det være svært at komme ud af trit. Er to tørretumblere med samme svingning resonans? Eller er det ekko? Hartmut Rosa skelner imellem dem. Resonans er en modgift til at gå i takt og til at svare som et ekko. Resonans er også en modgift til at vente for længe med at stoppe for at gå hjem. Når resonansen forsvinder, lukker sanserne sig. Eller bliver de mon lukket?

Lige efter forrige års uge besluttede vi os for dette års tema, og Steen og jeg har summet sammen over ordet resonans, og vi er gået med det hver især gennem året. For mig er vejen gået over naturen.

Da vi kom til Østen Om for 13 år siden, var det vinter. Vi havde ikke set skoven og naturen i sommertid. Det første forår eksploderede naturen for øjnene af os i en grad, som skræmte mig. Og der kom et mylder af dyr fra den ene dag til den anden, uden at jeg anede, hvor de kom fra. Jeg fik behov for at skabe en struktur, jeg kunne forstå og varetage… at sætte grænser og bestemme, hvor planterne skulle være – selv om det kun var lige omkring huset. Naturen har været nådig og ladet mig skabe en struktur, som sikkert er meget mindre klog, end hvad den selv kan. Men siden jeg nu også er her… Og dog! Nu spørger vi hinanden. Jeg siger plante, hvad vil du her. Plante, hvor vil du hen. Eller plante, dér fandt du en god plads. Lad mig skabe gode betingelser.

Det er vel romantisk, når jeg ikke er afhængig af at leve af naturen, men det er også meget andet. Det er stilfærdigt og stort, og jeg oplever det som en resonans imellem os.

Hartmut Rosa beskriver tre resonansakser. Forholdet mellem naturen og mennesket beskriver han som den diakonale akse. Forholdet mellem mennesket og mennesket som den horisontale, og forholdet mellem mennesket og Gud som den vertikale resonansakse. Ifølge ham kommer alle tre akser til at svinge, når én af akserne bliver sat i svingning.

Måske har han ret. Det kræver, at der vitterlig er resonans og ikke bare en god kontakt. Det kræver, at øjet ser og øret lytter på samme tid uden at betragte og uden en retning. Det kræver også, at vi er villige til at høre og se det, der vil dukke frem. Resonans er ikke romantik. Vi kommer til at blive overvældet af lykke, men vi kommer også til at blive overvældet af meget andet end noget smukt. Vi kan komme til at græde over den ulykke, vi ser rundt omkring og samtidig føle os så små og ubetydelige, at det er ok kun at gøre det, vi formår.

Og hvorfor skulle vi ikke forvente, at planterne og dyrene henvender sig til os. Når selv tørretumblere kan svare hinanden, så er vi meget døve, hvis vi ikke kan høre naturen. Ifølge Bibelen er det Gud selv, der lukker vores ører, så vi lokkes til at trænge dybere ind i hemmeligheden Gud og dermed også dybere ind i resonansen.

Når sanserne lukkes, kan vi vende os mod naturen som én af de gudgivne muligheder og ligesom i sangen ”Lær mig, nattens stjerner” råbe eller hviske ”Lær mig!”

Lær mig, grønne lunde,
at skygge, om jeg kunne,
hver, som kommer mig forbi,
ven og fjende på min sti!
Lær mig, grønne lunde!

Ven og fjende. Netop. En nuanceret, fin og stor eller meget lille, dybt liggende genklang af noget. Af det lette måske og det skæve. Lad mig se det, lad mig høre det, lad mig finde den hellige sæd i egetræsstubben.