Velkommen til Østen Om

RELIGION KAN GIVE SAMFUNDET SAMMENHÆNGSKRAFT

 

Blog skrevet til relogion.dk den 31. aug 2007 vedr. religionernes positive bidrag til samfundets bevarelse og udvikling.

 

 

Religionerne kan være med til at bevare det menneskelige i en verden, hvor menneskets værdi ofte bliver målt i dets evne til at producere og derved identificerer mennesket med dets handlinger i stedet for at se på mennesket, som havende en egen værdi.

 

Slagordene fyger omkring os i den politiske debat: Religionen ud af det offentlige rum! Religion er en privatsag! Mindre religion i skolerne! Ud med tørklæderne på arbejdspladsen! Vi må adskille politik og religion! Religion er tilsyneladende noget, man gerne vil være fri for i det offentlige rum.

Der er mange eksempler på, at religiøse forestillinger har været et i hver fald delvist motiv til en række negative handlinger, er det forståeligt, men efter min mening ikke særlig kløgtigt.

Ordet religion hænger for mange mennesker sammen med ord som undertrykkelse, skyld, skam, terror, fundamentalisme, fanatisme, intolerance, ufrihed, fordummelse, ensretning, overgreb, imperialisme, feudalisme og meget mere af samme skuffe, og det er disse ord, der gør det forståeligt. Men jeg vil hævde, at religionerne også har meget stærke positive træk.

I stedet for at samfundet forsøger at beskytte sig mod de negative tendenser i religionerne, vil jeg hævde, at det ville være langt kløgtigere af samfundet at spørge religionerne, hvad de positivt kan bidrage med til samfundets bevarelse og udvikling. Det ville være en opgave, som positivt kunne udfordre religionerne, i stedet for hele tiden at udfordre religionerne til at forsvare sig.

Det er, hvad denne blog vil beskæftige sig med i den kommende måneds tid, og jeg indbyder hermed til en hjertelig, karsk, inspirerende og udfordrende dialog.

 

I Danmark henviser man gerne til Luthers toregimentelære, (f.eks. statsminister Anders Fogh Rasmussen, Politiken 20. maj 2006, 3. sektion, side 6) som argument for at adskille politik og religion. Det er tankevækkende, at man som politiker, der vil have så lidt religion i det offentlige rum som muligt, må bruge en religiøs forestilling for at begrunde adskillelsen, men kun delvist tager konsekvensen af den grundindstilling.

For adskillelsen af politik og religion betyder ikke, at den ene, nemlig politik, hører til i det offentlige rum, og den anden, nemlig religion, hører til i det private rum. Nej, begge hører til i det offentlige rum, men med hvert sit mandat. Desuden er begge regimenter ansvarlige for deres "embedsførelse" over for den samme Gud.

Luthers toregimentelære er et dårligt argument, hvis man vil jage religionen ud af det offentlige rum. Hvorfor ikke bare sige det, som det er: Vi gider ikke have at gøre med religion i det politiske liv. Det er da en demokratisk ret at have dét synspunkt, om end ikke særlig kløgtigt.

Man kan spørge sig selv, hvad det er ved religionen, der er så negativt og besværligt, at de fleste politikere og embedsmænd samt den største del af befolkningen (det er selvfølgelig min tolkning) ikke synes, at religion har noget at gøre i det offentlige rum. Og det, synes jeg, er et relevant spørgsmål.

Jeg har en fornemmelse af, at de fleste religiøse trossamfunds perspektiv er i videst muligt omfang at bevare legitimiteten af deres tilstedeværelse i det offentlige rum, og derfor går de let i forsvarsposition og henviser til deres rettigheder. Det er der i og for sig ikke noget forkert i. Det er deres demokratiske ret. Men vil religionerne ? en hvilken som helst religion ? spille en rolle i samfundet, som ikke opfattes negativt, må de religiøse trossamfund stille sig selv ovenstående spørgsmål: Hvad er det, der gør, at vi er uønskede? Og det næste spørgsmål bliver logisk: Hvordan kan vi blive ønsket og på hvilke præmisser (hvilken positiv rolle kan vi spille i samfundet)?

Det sidste og vigtigste spørgsmål, som først kan besvares, når de andre er besvaret er: Vil vi overhovedet være i det offentlige rum på de præmisser?

Der er mange grunde til at religionerne stiller sig selv de spørgsmål, og der er lige så mange grunde til, at samfundet udfordrer religionerne til at svare på de spørgsmål. Jeg skal blot pege på nogle få.

Religionerne har nogle dimensioner, som kan være med til at give sammenhængskræft i samfundet, en kontinuitet, som ikke så let lader sig ryste af ethvert modefænomen og ikke uden videre godtager, at fordi de fleste er de fleste, har de også ret.

Religionerne har i kraft af deres grundfæstede ideer nogle kritiske bemærkninger til politikernes fra-dag-til-dag-politik, som ofte bliver hovsa-løsninger, der senere viser sig at have negative bivirkninger og konsekvenser, der er langt værre end de problemer, man ville løse.

Religionerne kan være med til at skabe hvilerum og pauser i en stresset hverdag ved at pege ud over mennesket, som universets centrum.

Religionerne kan være med til at bevare det menneskelige i en verden, hvor menneskets værdi ofte bliver målt i dets evne til at producere og derved identificerer mennesket med dets handlinger i stedet for at se på mennesket, som havende en egen værdi.

Religionerne har indbygget en social samvittighed, som vil fastholde, at mennesket hører til i fællesskaber, og at ingen må udelukkes fra fællesskabet, heller ikke de besværlige, de "unyttige," de "skæve eksistenser" osv. Det er dem, som Jesus (for at bruge et udtryk fra den kristne tro) kalder jordens salt og verdens lys (Bjergprædiken, Mattæus evangeliet kapitel 5).

Religionerne er globaliserede i modsætning til nationalstaten. Det giver store muligheder for tværkulturelle og tværetniske møder, som kan være en modvægt til nationalisme. Dermed ikke være sagt, at nationalisme er af det onde, men den kan ikke stå alene.

Religionerne peger på en tredimensionel livsforståelse, som for mange mennesker kan bringe en form for mening ind i en ellers triviel og måske barske hverdag. En tredje dimension, som peger ud over det materielle rum og det tidslige rum og ind i en transcendent virkelighed, der for en stund kan give sjælen et pusterum eller tilflugtssted for den ofte alt for påtrængende "virkelige" virkelighed. Ikke for at give et permanent tilflugtssted, men for at give et pusterum, hvor mennesket igen kan komme til sans og samling.

Det var bare nogle få eksempler på religionernes positive potentiale. Jeg er helt klar over, at der kunne fremsættes en række lignende påstande om religionernes negative potentiale, men det er ikke det, der skal være i fokus i denne blog.

Min udfordring går altså på følgende: Hvordan kan du, forankret og begrundet i din religion, være med til at bevare, opbygge og udvikle det danske samfund? Hvad er det, du kan bidrage med af positive indspil, som er forankret i din religion. Hvordan kan din religion eller elementer fra den, være med til at gøre samfundet bedre for os alle, på en måde, som også giver frihed for alle? 

Steen Bonde