Velkommen til Østen Om

Medfølelse og værdighed

 

Når jeg taler eller skriver om familieopstilling, beskriver jeg ofte, hvordan vi forbinder os med en slægtnings lidelse. Jeg siger, at vi ofte gør det for at give denne slægtning sin værdighed tilbage. Vi har medfølelse og ønsker at hjælpe. Det kan have store konsekvenser for os, og jeg taler om det som en forbundenhed, der er kommet i kludder, og at det er godt at få det løst op.  

Hvorfor kan denne medfølelse egentlig volde os problemer, hvorfor er det noget, der må løses op? For i al almindelighed er vi enige om, at vi må have medfølelse med hinanden og hjælpe dem, der lider. Det er medfølelsen, der åbner vores hjerte for den anden.

Der er bare også en anden side: Varer medfølelsen ved, kan vi begynde at danne os en mening om det menneskes liv, og vi kan føle os større og stærkere, så vi dermed gør det besværligt for det menneske at leve sig ind i sin værdighed.

I en opstilling kan vi se den dynamik meget tydelig. Der er fx en sønnesøn, der fuld af medfølelse stiller sig ved siden af sin farfar og siger: Farfar, jeg hjælper dig. Det kan være, at hans farfar har et svært liv eller han er blevet det sorte får i familien. Nu stiller barnet sig ved siden af og gør derved den smerte synlig. Farfar bliver glad, og det hjælper. Men når vi venter lidt i opstillingen og lader dem stå ved siden af hinanden, sker det efter kort tid, at det ikke føles godt mere. Det bliver ubehageligt for farfar og han mærker, at det kun er ham selv, der kan forholde sig til de smerter, der hører til hans liv. Han havde nægtet at se dem og at gå ind i dem, men nu, hvor hans sønnesøn gør ham opmærksom på det, ved han, at det kun er ham selv, der må klare ærterne og han ønsker ikke, at barnet hjælper ham.

Nu kommer det svære for barnet selv. Det kan være svært at give slip, og det kan handle om mange ting. Fx kan det være, at han ikke er blevet set af sin far, fordi faren selv har bundet sin energi i farfarens smerte, som jo er hans egen far. Da barnet forbandt sig med smerten, fik han trods alt en slags nærhed og en mening med livet. I det øjeblik, hvor han skal give slip, kan det føles som om han også skal give slip på den nærhed. En anden grund kan være, at barnet står tilbage med sin egen smerte og oplevelsen af svigt, og han føler en stor vrede, som gør, at han danner sig en mening om farens og farfarens liv osv. I det øjeblik, barnet kan slippe, kan hans farfar rette sig op i sin værdighed, og barnet kan trække vejret trods alt.

Der er noget genialt i den dynamik, fordi vi via medfølelsen knytter os og får et tilhørsforhold, selv når de vigtigste personer omkring os ikke klart og tydeligt kan give os det. Via medfølelsen hiver vi både slægtningen og os selv, der risikerer at falde ud, ind i varmen igen. Som udgangspunkt er det godt, men det er lige så vigtigt at blive befriet fra den første – og uden tvivl vigtige – medfølelse.  

Når lidelsen først er blevet set – og det gælder for enhver relation, kan medfølelsen ikke bruges til så meget mere. Medfølelsen kan altså kun blive indgangen, idet den gør os opmærksomme på, at noget er galt, men den er ikke løsningen.

I medfølelsen, der varer ved, bilder vi os ind, at vi kan begribe den andens lidelse. Vores umiddelbare reaktion, hjertet, der åbner sig for en andens smerte, lukker sig lidt igen, når medfølelsen varer ved, og så begynder vi at dømme over det andet menneskes liv. Selvom det er velment, styrker det ikke den anden. Det, der styrker og fremmer værdigheden er, at vi har tiltro til, at den anden kan magte sit liv. Vores medfølelse må forvandles til tillid og tiltro.

Det kan tage tid at lære at balancere det og at lære, hvordan det mærkes, når det er rigtigt. Det handler ikke om at blive ligeglad. Det mærkes ved at hjertet åbnes mere endnu og at vi kan trække vejret dybere. Kærligheden, som vi blev grebet af i den første medfølelse, får derved endnu mere plads. Kærlighedens væsen er ikke vurderende og ikke dømmende. I kærligheden må alt være og have sin plads. Det betyder ikke, at alt bare skal blive ved med at være, som det er. Men når vi igennem en anden møder en kærlighed, der har sluppet den første medfølelse for os, styrkes vi til at kunne tage vores liv på os og lade det blive forvandlet. Det er værdighed.