Velkommen til Østen Om

Kast jer i favnen på det gode

 

For snart 20 år siden tog jeg en blaffer op. Efter jeg var kommet godt op i fart igen, trak han en springkniv og beordrede mig til at køre væk fra hovedvejen. Det gjorde jeg ikke. I stedet røg det ud af munden på mig: ”Det kan du ikke mene”. Jeg holdt mig på vejen mod byen og sagde den mærkelige sætning igen og igen uden at vide, hvor den kom fra og uden at vide andet, end at jeg troede på den. Således fremstammede vi på skift vores sætning. Da vi kom til det første røde lyskryds, sprang vi begge ud af bilen, jeg med nøglerne og han med kniven. Mens han løb sin vej, satte jeg mig ind i bilen igen og kørte hjem.  

Der er kommet en ny Bibeloversættelse på tysk*, som jeg er vild med at læse i. I Paulus´ brev til Romerne kapitel 12 vers 9 står der således: ”Nennt das Böse beim Namen und werft euch dem Guten in die Arme.” (Kald det onde ved navn og kast jer i favnen på det gode.)

En vidunderlig udfordring, der trodser alle stygge erfaringer og gør krav på at være den eneste mulige vej frem. Er det forargende?

Kan vi egentlig erkende det gode og det onde? Måske – måske ikke. Mest ikke, for det gode og det onde lever side om side og er viklet ind i hinanden. Derfor er opfordringen til at kaste os i favnen på det gode sådan set en umulighed, mens den tillid, der får os til at gøre det, er helt nødvendig. I det øjeblik, jeg kaster mig, kan jeg ikke vide, om jeg vil lande i det gode eller det onde. Jeg kan kun gøre det og må vente med at vide til bagefter, hvis jeg overhovedet når frem til en erkendelse. Blafferen i min bil lod sig bevæge og ændrede kurs. Hvorfor kan jeg jo egentlig ikke vide. For mig var det det gode.

Børn op til en vis alder har så let ved at kaste sig i favnen på det gode. Når de kaster sig i favnen på en voksen, kaster de sig per definition i favnen på det gode, for de har ikke forestillinger om andet. Som farmor rører disse situationer mig hver gang dybt på flere måder: For det første ved jeg, at jeg vil gribe barnebarnet og gøre alt, hvad der står i min mangt for at det skal lykkes. For det andet bliver jeg ydmyg over for den tillid, mit barnebarn viser mig. Og for det tredje håber jeg med bævende hjerte, at jeg kan være den gode voksne, som mit barnebarn regner med, jeg er.    

Med andre ord: Det gør noget godt i mig at blive mødt med sådan en tillid. Af og til kalder vi den tillid, et barn viser, for uskyldig. Uskylden må da ligge i, at der ikke er skyggen af mistillid at spore. Når vi møder den uskyld, bliver vi afvæbnet eller bløde, har det gode for øje og bliver selv uskyldige.

I julen er det Gud selv i barnet Jesus, der kaster sig i favnen på os mennesker. Burde sådan en tillid egentlig ikke forandre os og gøre os i stand til at mærke tillid til både os selv og andre mennesker? Det tror jeg også, der sker! Gud regner med, at vi så at sige er Guds tillid værd og således er retfærdige. Og så sker det. Det er det største, at Gud selv viser os den tillid. Derved bliver vi selv i stand til at vise og modtage tillid. Der er bare det, at vi ikke oplever det så konkret. Den relation er skjult tilstede og kræver, at vi tror på, at den er der. Det ville uden tvivl være nemmere for os, hvis vi hele tiden kunne se det med vores blotte øje. Og vi blev grebet af det, som når et menneske i tiden kaster sig i favnen på os.

Sådan er det altså bare ikke. Det kræver tro og overbevisning. Men vigtigere er, at vi bare gør det – at vi kaster os i favnen på hinanden, fordi vi har tillid til, at vi derved kaster os i favnen på det gode – at det er det gode, der bliver udlevet. Det kan vi alle erfare. Og vi kan mærke, hvor stor en virkning det har på os. Så lad os gøre det. Og behøver vi mere? Vel ikke så meget…

 

* Bibel in gerechter Sprache