Velkommen til Østen Om

Du er her: 

Din navle
er en rund skål,
der ikke skal mangle krydret vin
(Højsangen 7,3)

Navlepilleri. Hvad er egentligt navlepilleri? Jeg har længe ville sige noget til begrebet, og måske er dagen for årsskiftet, hvor mange uvilkårligt kommer til at tænke over eget liv og egne bedrifter, en god dag for det.

Ordet huer mig ikke, men jeg vil råbe det an med åbent sind: Hehe! Navlepilleri: hvor kommer du fra? Hvor vil du hen? Hvad er din hensigt med at dukke op her… struttende og spruttende med din sure og selvretfærdige mine… hankende op i Selvoptagethed som for at sætte en trumf på! Spielverderber!

Jeg må indrømme, at jeg nok ikke kan skjule min irritation over ordet, og det behøver jeg vel heller ikke. Navlepilleri er et skældsord. Ingen vil kendes ved at bedrive navlepilleri, og mange er alligevel bange for at komme derhen. Og hvem vil være selvoptaget?

Vi har alle en navle, og vi kan pille i den. Navlen må vel renses af og til som alt andet. Men navlen har engang været livsvigtig for os. Vi fik al vores næring gennem den, og siden dengang bærer vi mærket efter den livsvigtige næring på os. Hvordan kan det være, at det er blevet et negativt billede?

Det er mærkeligt med sådan nogen billeder, der bliver til. Ofte vil de udtrykke noget vigtigt, men det kan hænde, at de kommer til at bevirke det modsatte af hensigten.

Jeg vil tro, at den positive hensigt med udtrykket er at formidle, at vi skal kigge udad til verden og tage os af hinanden. Det er for mig at se en god hensigt.

Hvad der forvirrer mig ved ordet er brugen af det. Jeg oplever det blive brugt som en grænsevogter – som et grænsepoliti mellem indre og ydre. Det dukker op, når nogen for alvor er ved at grunde over, hvad det er der rører sig i vedkommendes indre, og hvad der mon står i vejen for et liv i fylde sammen med de mennesker, der er givet ham/hende. Ordet kan blive sagt som en advarsel fra anden mund eller det kan klinge i vedkommende selv.

I den sammenhæng giver ordet ingen mening for mig. I bedste fald er det bare en nervøsitet over, hvad det ukendte er, som vi er i færd med at møde. I værste fald virker ordet selvopfyldende. Det, vi ønsker at forhindre med ordet, nemlig at vi kommer til at hænge fast i os selv, sker. Vi opgiver at grunde over tingene og slår os bare lige lidt ned foran navlens port og piller lidt i den for at kunne få kræfter til at gå ud i verden igen. Instinktivt ved vi trods alt, at vi engang fik næring gennem navlen.

Sådan et ophold foran navlens port handler ofte om spørgsmålet: er jeg god nok? Vi sammenligner os og håber derved at finde en bekræftelse på, at vi netop er gode nok. Vi ser på, hvordan vi klarer os, og hvad vi formår at få fra hånden. Vi tæller op, hvor mange venner vi har - som måske spejler noget af det, vi savnede at få at vide fra vores første familie. At stå foran navlens port kan ske hele tiden og ind imellem. De fleste gange lægger vi ikke mærke til det. Men bringer det os videre? Giver det den næring, vi har brug for? Det giver højst en sukkerknald.

Hvis ordet navlepilleri endelig skal bruges, så må det være her. Brugt positivt kunne det give os et skub, så vi rejser os og siger pyt! Det er ligegyldigt, om jeg er god nok eller ej. Her er jeg, og her er verden. Eller så vi rejser os og får mod til at bevæge os ind i de dunkle områder af vores liv.

Men hvorfor bruge et skældsord, som det jo alligevel er. Kunne vi ikke i stedet sige til hinanden:

Din navle er en rund skål,
der ikke skal mangle krydret vin!
Navlen er porten til vores ophav, så forvent noget godt!