Velkommen til Østen Om

I dag malede vi vores hus. Endelig. Vi dækkede vinduerne af med avispapir, hvor en overskrift faldt mig i øjnene: "Det tager kun tre generationer at skabe et landskab". Jeg gik og smagte på sætningen og det lille ord "kun". Sætningen skal være en trøst, til os, som gerne vil have ting til at ske på ingen tid.

Sætningen blander sig med tanker, jeg har haft de sidste dage om, hvordan generationerne samarbejder om det uudholdelige. Jeg kunne sige: Det tager kun tre-fire generationer at hele en smerte. Sådan set er det ikke sikkert, at smerten heler. Måske bliver tre-fire generationer tynget af den samme smerte livet igennem. Men den bliver i hvert fald husket i den tid, og derefter husker vi den ikke mere.

Forkludringen med familien kan gøre frygtelig ondt, og det gør mig ondt at se det. Men jeg ser også noget umådelig bevægende i det. Et system – om man vil – en forbundenhed, der bevæger mig dybt. Tænk, at det ubærligt svære, der er sket et menneske, bliver husket af et andet menneske. På den måde kan man sige, at der ikke er et menneske i verden, som overlades til sig selv. Ethvert menneske, al smerte bliver husket. Også de, som ingen børn har, vil have nogen, som bliver så meget forbundet med dem, at de lytter og husker.

I tiden siger vi, at vi må være i nu´et, at vi må være nærværende dér, hvor vi er. Og vi mener som regel, at vi må være dér, hvor vi fysisk er. Det er godt. Lige så vigtigt er det dog at opdage vores nærvær. Dvs. at opdage, hvem vi egentlig giver vores nærvær, når vi ikke kan være helt nærværende dér, hvor vi fysisk er. Hvem giver vi vores nærvær, hvem lytter vi til? Hvem berører vores hjerte? Der kan være mange, men først og fremmest er det nogen fra slægten.

Så længe vi ikke er nærværende i det, vil vi uvilkårligt lytte til dette andet menneske på en måde, så vi viser med vores liv, at vi lytter. Vi gør, tænker og føler til dels på samme måde som det andet menneske. Vi kalder det arv. Jeg kan også kalde det den mekanisme, der sørger for, at alle bliver husket, og at nogen lytter. Vi bliver bundet sammen med et andet menneske, som vores sjæl er blevet optaget af, og vi husker det ved at ligne det menneske.

Det er både godt og svært. For det binder os til at "dyrke landskabet" på samme måde som vores slægt har gjort. Løsningen og forløsningen kommer med det bevidste nærvær, hvor smerten kan slippe. Det er så enkelt, at vi må høre det igen og igen. Eller vi må minde os selv om de erfaringer, hvor vi har mødt et menneske, der virkelig formåede at lytte til det, vi havde at sige… og hvor forløsende det var. Det er derfor, jeg er så optaget af familieopstilling, fordi vi dér kommer på sporet af, hvem vi har forbundet os med, hvem vores sjæl husker.  

Oven på det kan vi plante nyt. Anlægge et nyt landskab i respekt for og taknemlighed til det landskab, vi har med at gøre. Det vil sige at hele vores relationer til foregående slægter og placere det forkludrede i rette sammenhæng hos de personer i slægten, som det angår og ikke hos ægtefællen, børnene, vennerne eller for den sags skyld – os selv.

Og hvor er det vildt, at alle bliver husket!